Citater / Jeg er den skyldige - bind 1

Han tager hårdere fat om hendes ryg. Så kysser han hende på siden af ansigtet og lægger sit ene ben ind over hendes knæ. 

  ”Den er uhyggelig, hva’?” 

  Han hvisker, men alligevel drejer tøserne længere nede demonstrativt rundt i sæderne og tysser.

  ”Jeg ved, hvem morderen er,” hvisker han lavt i hendes øre.

  ”Morderen?” svarer hun uden at fjerne øjnene fra lærredet. ”Der er da ikke nogen, der er myrdet? I hvert fald ikke endnu.”

  ”Intet er, hvad det ser ud til.”  

  ”Hvad mener du?”

  ”Det, jeg siger,” hvæser han ind i hendes øre. Så rykker han helt tæt på, griber fat om hendes skulder og klemmer sin anden hånd fast om hendes mund og hendes næse. Hun kan ikke få luft, hun flår i hans hånd for at flytte den, kæmper for at rejse sig fra sædet, men hans ben er for tungt, og hans hænder alt for stærke. Hun prøver at råbe til ham, at han skal lade være, men han holder fast, krampagtigt fast, og ikke en lyd slipper ud af hendes mund. 

  Og lydløst som en pil i natten gennemborer en syl hendes bryst. Den baner sig vej gennem hendes hjerte og slukker livet i den spinkle krop.

                                                                                                *

Hun ser ud af vinduet. Sneen falder tungere og tungere, og gaden ligger hvid og uberørt hen, men i morgen vil det være slut. Enten er sneen smeltet, eller også vil bilerne fræse forbi og sprøjte deres sorte udstødningsgasser ud i alt det uskyldsrene, som sneen har bibragt omgivelserne. Snerydningsmaskiner vil dynge sneen op i store, gråmelerede dynger langs fortovene, og gruset på vejene vil forpurre sneens renhed. Kun en kort tid endnu er sneen hvid. 

  Hun ser på uret. Det er midnat. Hun forestiller sig ham på en stol ved siden af den døende patient. Forestiller sig, at han holder patienten i hånden og taler blidt til ham, mens den stakkels mand langsomt svæver ind i døden. Hun ser ud på sneen, som uanfægtet vrimler rundt i luften, fuld af energi og fuld af liv. Og hun tænker på, om det overhovedet er det, hun vil. Om det er det hele værd. Alle de år, al den læsning, al den elendighed. 

  Og for første gang begynder Lucy at tvivle på, om hun har valgt rigtigt. Om det, hun er i færd med at uddanne sig til, nu også er det, hun virkelig ønsker. 

Næste morgen vågner hun ved lyden af dørtelefonen. Først hører hun det som en lang, monoton kimen, som akkompagnement til noget, hun drømmer, men drømmen farer ud, og den vedvarende kimen får overtaget, trækker hende ud af søvnen og frem til virkeligheden. Hun vælter forvirret ud af sengen, trækker en trøje over hovedet og registrerer så, at sengen er tom. Så blev han der altså hele natten. Til den bitre ende. Hun når at tænke, at han nok har glemt sin nøgle og nu står nede ved gadedøren og vil ind. 

  Hun tumler ud i gangen og hiver forfjamsket dørtelefonen ned fra holderen i væggen. Hun siger ingenting, men det er der én i den anden ende, der gør. ’Lucy Kiehl?’ lyder en dyb stemme. ’Er det Lucy? Det er politiet. Må vi komme ind?’

                                                                                            

Uddrag

Citat / Satans yngel - bind 2

Hun hørte en nøgle i låsen og vidste med det samme, at det var ham. Hun rystede af kulde og angst. Bukserne var våde af urin, og alt i kroppen gjorde ondt. Der gik lang tid, hvor der ikke skete noget. Hvorfor kommer han igen? tænkte hun. Er det for at slå mig ihjel? Hvad vil han mig? Vil han stjæle noget?

 Lidt efter hørte hun støvsugeren larme. Han var ude i entréen. Han sang. Trallede, idet han slukkede for den igen. Så kom han ind i stuen. Han havde tætsluttende gummihandsker på, men huen og tørklædet var væk. Han ænsede hende ikke, startede støvsugeren igen og støvsugede så rundt om hende, skubbede hende til side og støvsugede dér, hvor hun lige havde ligget. Så gik han i gang med gulvspand og klud. Tørrede dørhåndtag og karme af. Sporene skulle tydeligvis slettes. Da han var færdig, gik han hen til hende, og først da så han på hende.

 Hun turde næsten ikke møde hans blik. Aldrig nogensinde havde hun set ind i så ondskabsfulde øjne.

 Han trak en tyk, leddelt metalkæde op af lommen, snurrede den hurtigt to gange rundt om hendes hals og smækkede en kraftig hængelås i. ”Så,” sagde han som den naturligste ting i verden. ”Nu skal vi hjem og lege.” 

 Med opspilede øjne stirrede hun på manden i sikker erkendelse af at gå en grufuld tid i møde. Og så forsvandt Karen Mozel.

                                                   

Uddrag

FOLLOW ME

  • Facebook Social Icon
  • Instagram Social Icon
  • YouTube Social  Icon
  • Snapchat Social Icon

© 2017 // Marianne Monteau